UlvenOle.dk - En oplysningskampagne om Ole Sohn

Ole Sohn stod på den forkerte side af Muren i 1989. SF's nuværende gruppeformand fratrådte først som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, da Sovjetunionen var endegyldigt kollapset. Inden da fik Ole Sohn flere gange placeret sig klart og utvetydigt på den forkerte side af grænsen mellem demokrati og totalitarisme.

Er det et problem for ham som politiker i dag? Det mener vi, det er.

DKP var et agentur for en fremmed stormagt, der oven i købet var den ledende magt i en militæralliance, som stod over for Danmark og den vestlige alliance. Har Ole Sohn taget afstand fra sin tid som formand?

Nej, men har derimod svaret: ”Hvis du går tilbage, vil du også kunne læse, at jeg som formand for DKP ville gøre op med den historiske forbundethed, der var mellem DKP og Østeuropa, og det brugte jeg faktisk fire år af mit liv på. DKP blev splittet, og de, der ønskede at fastholde forbindelsen, gik i raseri mod den småborgerlige formand, jeg var blevet. Så et eller andet sted bliver det lidt for meget, at jeg skal tages til indtægt for alt det, jeg har bekæmpet i hele min formandstid”.

Og til spørgsmålet om hvordan han havde det med at stå side om side med diktatorer til DDR's parade? ”Det var underligt, men man skal lige huske på, at Honecker (Erich Honecker, partileder og diktator i DDR fra 1971-1989, red.) var meget vellidt og var i megen kontakt med Schlüter-regeringen.”

Men hvad er problemet så?

Politisk har han måske gjort op med bolsjevismen og Gulag, men han har aldrig koblet sin egen person på. Ole Sohn har han kun skrevet om de andres liv.

Sohn nægter således at udtale sig om sin rolle som DKP-formand op til murens fald, men påpeger dog ”Det fik dog ikke nogen umiddelbare konsekvenser for mig. Jeg havde jo allerede igangsat reformarbejdet af DKP i 1987, hvor jeg blev formand”.

At datidens danske topkommunist, der var adskillige tyranners allierede ved Berlin-murens fald, overspringer alle mellemregninger og ligefrem får placeret sig selv på samme hold som murens banemænd, er slet og ret politisk bedrag.

Det betænkelige er således ikke alene, at Sohn stod på den totalitære side af muren for 20 år siden, men at hans selektive selviscenesættelse i lighed med propagandabetegnelsen for muren åbenbart til stadighed bærer præg af den selv samme politiske selviscenesættelses-kultur, der fik dødsstødet få uger efter Sohns deltagelse i DDR’s hyldestparade.

Men det sætter et spørgsmålstegn ved SF's officielle idealer om åbenhed, når partiets ekskommunistiske gruppeformand ikke tør konfrontere fortidens fascination af den autoritære totalitarisme.

Ole Sohns forestilling om, at fløjlsrevolutionen skulle være brudt igennem på grund af kritiske kommunister her i Vesteuropa, er imidlertid absurd. At tanken overhovedet kan cirkulere i den offentlige debat, er et tegn på, at den autoritære del af venstrefløjen ikke har gjort op med deres mørke fortid: For de millioner af mennesker, der levede indespærret bag mur og pigtråd, var partibosser som Sohn en del af problemet, bestemt ikke af løsningen. Man kæmper ikke for frihed og demokrati ved at stå og kindkysse med Honecker og lykønske Ceausescu!

Hvad er målet?

Læg kortene på bordet Ole. Løj du om dine kontakter til KGB?

Har du via dit forlag tjent penge på dine venskabelige forbindelser i Moskva og Berlin i kraft af at de skaffede dig adgang til KGB's og Stasis arkiver